Børnegalaksen er en aldersintegreret institution normeret til 120 børn i alderen 0-6 år: 90 børnehavebørn fordelt på 4 grupper (Stjernen, Solen, Månen og Jorden), og 30 vuggestuebørn fordelt på 2 grupper (Stjerneskuddene og Kometerne). Derudover har vi tilknyttet dagplejere og gæstedagplejen.
Børnegalaksen ligger tæt på skov og strand, som vi bruger aktivt, og vi har vores egen lille skovhytte. Vi bruger naturen rundt om os og er nysgerrig på det dyreliv, der er omkring os.
I Børnegalaksen er der et produktionskøkken, som laver til frokostordningen. Vi er på skift en uge i Caféen, hvor vi hjælper med borddækning og kan efter aftale være med i forberedelserne. I forbindelse med køkkenet er der højbede med krydderurter.
Vi har en stor og dejlig legeplads med mange forskellige læringsmiljøer, der understøtter børnenes leg og udvikling. Vi har mange læringsrum ude og indenfor, som vi fordeler os til og kan fordybe os i en uge ad gangen.
Vores værdier
I Børnegalaksen arbejder vi ud fra den styrkende pædagogiske læreplan, som er et bærende element i alt, vi gør, og som vores mange læringsrum understøtter.
Vores kerneopgave er at skabe en god dag i et udviklende miljø hele dagen. Vi ønsker at skabe et miljø, hvor børnene har gode relationer og oplever, at det er godt at være et barn, der bliver set og mødt og forstået. Vi arbejder med den almene dannelse, lærer børnene at tale ordentligt med hinanden, lære at lytte og behandle hinanden med gensidig respekt. Vi arbejder helhedsorienteret omkring barnet og dets familie. Det betyder, at vi informerer jer om Børnegalaksens liv og aktiviteter på AULA.
Vi er en studieinstitution og modtager studerende fra UCSYD, pædagogstuderende fra kommunen, virksomhedspraktikanter og unge fra skolen i erhvervspraktik.
Vi ønsker kvalificeret feedback i vores samarbejde med forældre og andre fagfæller. Det betyder, at vi sætter fokus på vores praksis og tør stille skarpt på os selv – Gør vi det, vi tror, vi gør?
Strukturhjulet
Strukturhjulet hjælper os med at få overblik over de muligheder, vi har for at udnytte vores mange læringsrum. Hver fredag placerer grupperne sig ind på det felt, de vil have til rådighed i en uge. En uge, hvor de kan fordele sig i mindre grupper og fordybe sig i området. Strukturhjulet underbygger de 6 læreplanstemaer.
Strukturhjulet hjælper forældre og børn med at få overblik over, hvor de er i Børnegalaksen.
Årets arrangementer og aktiviteter
- Fastelavn
- Fest med de ældste børn i april
- Sommerfest for børn og forældre
- Børnegalaksens fødselsdag
- Lanternefest i november for børn og forældre
- Julearrangement for børn og forældre
- Bedsteforældredage i foråret
- Gæstedag i sensommeren, hvor børnehaven vises frem
Sprogudvikling i Børnegalaksen
Sproget er med i alt vi gør i dagligdagen, i aktiviteter, leg og i rutinesituationer. I Børnegalaksen sætter vi ord på verden, vi er nysgerrige sammen med børnene og vores læringsmiljøer lægger op til forskellige begreber og nye ord gennem de oplevelser miljøerne og legen lægger op til. Vi folder sproget ud – spørger ind i dialogen til barnets oplevelser, vi er nysgerrige på deres perspektiv. Vi sætter ord på følelser, benævner det vi gør. Vi arbejder systematisk med små sproggrupper for de børn, der er i særlig fokuseret indsats. Vi læser mange bøger og bruger aktivt dialogisk læsning, hvor børnene bliver inddraget i bogens handling via dialogen.
Vores kunst ”Den omvendte køkkenhave” lægger op til mange snakke med børn, om hvad der er at se, hvor maden kommer fra. Hvilke dyr der er nyttedyr/ skadedyr i køkkenhaven.
Vores navne på grupperne lægger op til at gå op opdagelse i vores solsystem og jorden, som vi skal passe på.
Vi bor tæt på biblioteket og kommer der til diverse arrangementer.
Vi lærer børnene rim og remser, musikken i sproget indlæres i børnenes tidlige år. Derfor er det vigtigt, at forældre tidligt begynder at læse historier for børnene. Vi opfordrer forældrene til at tage børn med i deres daglige gøremål , da det er igennem de oplevelser børn få udvidet deres ordforråd.
Cykellege i Børnegalaksen
Når vi laver cykellege i Børnegalaksen, er det primære mål at have det sjovt sammen med forskellige aktiviteter. Det er lege, som har til formål at øve børnene i balance, håndtering af cyklen, at have fokus på både egen og andres færden, styrke opmærksomheden og have det sjovt.
Det kan være lege som at køre slalom gennem kegler, få en kollektiv besked og udføre den korrekt (fx "alle dem med blå cykler kører til den gule kegle”), kanonkongen, som børnene elsker (her gælder det om at cykle forbi de voksne uden at blive ramt af ” kanonkuglerne”). Det træner opmærksomhed på flere ting på en gang samt holde balancen på cyklen ved evt. undvigemanøvre.
Når man kommer i ældstegruppen og hele gruppen er klar til det, så cykler de på små ture til fx SFO eller til Trillen.
For at børnene kan deltage bedst muligt og få fuldt udbytte af vores lege, er det vores erfaring og fagfolks opfordring, at børnene medbringer en cykel, som de selv kan mestre. Dvs. at de selv kan starte og stoppe, de skal kunne lave hurtige manøvre (som man ikke kan med støttehjul). Vi ser derfor gerne, at børnene medbringer en løbecykel eller en cykel uden støttehjul. Det at lære at cykle uden støttehjul er derfor noget, som de kan øve med jer forældre.
Løbecyklen er en fantastisk begyndercykel, da den træner børnenes balance. Når først den er på plads, så kan børnene begynde at øve sig på at cykle på en rigtig cykel. Det er vores anbefaling at lade være med at sætte støttehjul på. Det ødelægger al den balance barnet har opnået ved at køre på løbecykel, og barnet kan blive bange for at cykle, da cyklen vipper.